Om Teatret Fair Play

HVEM ER VI?

TEATRET FAIR PLAY er sat i verden for at skabe teateroplevelser af høj kvalitet for børn og unge.

Du kan kende os på, at vi udfolder både fantasien og virkeligheden i vores forestillinger. 

Vi viger ikke fra aktuelle problemstillinger. Vi ser det som en del af vores ansvar, som kulturinstitution, at belyse hændelser, der skaber ringe i samfundsdebatten – både lokalt og nationalt. 

TEATRET FAIR PLAY præsenterer teater, der betyder noget – forestillinger, der giver dig og dine børn en oplevelse, I ikke får andre steder.

Vi laver teater fordi vi mener at god kunst gør os til rigere mennesker – ligegyldigt alder! 

 

VORES KUNSTNERISKE POLITIK: teater der betyder noget!

Vi skaber nye danske teaterstykker for børn og unge.

Vi er et dramatiker-teater med fokus på det skrevne og talte ord. Manuskriptet er basis i vores forestillinger.

Vores arbejde er indholdsbaseret. Formen åbner for indholdets muligheder. 

Vi vælger historier, der kræver at blive fortalt. Historier fra det virkelige liv. Der er altid et klart narrativ.

Vores tematiske substans relaterer direkte til hvad der sker her og nu – i dag. Ofte rummer det ting, som anses som problematiske i vores samfund.

Enhver af vores forestillinger skal have direkte betydning for den aldersgruppe, den er tænkt til.

Det er bydende nødvendigt, at vi søger det tættest mulige samarbejde med vores publikum i selve skabelsesprocessen.

Vi investerer os selv i børns behov.

Vores forestillinger er ikke let underholdning.

Vores forestillinger søger at stille spørgsmål – ikke at give svar.

TEATRET FAIR PLAY og OMVERDEN

I en global verden kan det være vanskeligt for hver af os at finde vores ståsted. Hvor passer vi ind? Hvad sker der, og hvordan forholder jeg mig til det? 

Dette er det eksistentielle udgangspunkt for vores arbejde. Det er den type spørgsmål, vi ønsker at grave ned i.  Vi undersøger de forandringer, der sker i vores samfund, og stræber efter at skabe fortællinger, der indrammer den usikkerhed og forvirring, disse forandringer kan medføre.

Vores forestillinger søger efter indsigt. De er bevidst lavet, så vores publikum kan se tingene på en ny måde – så kunsten tjener som et referencepunkt til livet. Vores kunst er en åbning til at børn og unge kan få en bedre forståelse af sig selv og det samfund, vi alle lever i.

Vi laver ikke teater for teatrets skyld, men fordi vi ser teaterscenen som et dynamisk mødested, som giver mening og identitet. 

VORES 5 GRUNDPRINCIPPER: fundamentet for vores forestillinger

1. På TEATRET FAIR PLAY er vi ikke bange for de tunge og vigtige emner. Vi viger hverken for voldsomme, belastede eller komplekse tematikker.

2. Vi ser det som vores ansvar at skabe forestillinger, der nuanceret belyser og reflekterer over børn og unges aktuelle bekymringer og problemstillinger.

3. Vores teater opmuntrer gerne til debat, for vi mener at dialog og viden er grobund for indsigt og udvikling.

4. Samtidig gør teatrets rum og intimitet det muligt at spejle sig i de personer, der umiddelbart kan føles fjernest fra os selv.

5. På denne måde ønsker vi at menneskeliggøre, samle og dele historier og fortællinger, der ved første øjekast kan virke utilnærmelige.

 

TEATRET FAIR PLAYS HISTORIE

Vores navn stammer fra en forestilling, som en nytænkende gruppe unge mennesker lavede i 1972.  De skabte og turnerede med en forestilling om sport – et debatstykke om sponsorering og kommercialisme på den ene side og deltagelse, fællesskab, leg og glæde på den anden.

Forestillingen hed ”Fair Play” – og et teater blev født.

Fra dengang og til i dag har vores fokus været på, hvordan børn og unge oplever og forholder sig til deres liv og den tid, de lever i. Hvad optager dem? Hvad bekymrer dem? Hvad udfordrer eller truer dem? Hvad begejstrer og inspirerer dem?  Grundmaterialet i vores forestillinger kommer direkte fra det, der foregår i deres daglige liv. Vi bestræber os på at give børn og unge ”fair play”.

Allerede i 1974 fik TEATRET FAIR PLAY en base i Nordvestsjælland, da vi flyttede til Bøsserup. Herefter rykkede vi ud på en gård uden for Holbæk i 1975-76. 

Siden 1979 har vi holdt til på Borchsvej 3 i midten af Holbæk – det gamle soldaterhjem. Det er et lille hyggeligt gammelt hus, intimt og atmosfærefyldt.

I 1992-96 blev TEATRET FAIR PLAY egnsteater med støtte fra kommune, amt og RBOT-ordningen (Rejsende Børne- og Opsøgende Teater). Og fra 1997 blev vi fast RBOT-teater. 

Historien som egnsteater fortsatte, da vi i 2002 blev egnsteater i Vestsjællands Amt og i 2010 egnsteater i Holbæk Kommune – hvilket vi stadig er i dag. Tidligere var TEATRET FAIR PLAY primært et turnerende teater, men siden 2010, hvor vi blev egnsteater i Holbæk Kommune, har vi fået flere og flere aktiviteter og arrangementer i huset – både egne forestillinger og gæstespil. 

Dog er turnéforestillinger stadig en vigtig del af teatrets aktiviteter, da vi mener, at det er vigtigt at præsentere godt teater for børn og unge i hele landet.

TEATRET FAIR PLAY var fra sin start et kollektiv og et af de berømte danske “gruppeteatre”, men i 1992 ændredes strukturen, da man etablerede en kunstnerisk og en administrativ leder. 

Fra 2017 blev ansvarsområderne lagt sammen, da Robert Parr tiltrådte som teatrets direktør.

TEATRET FAIR PLAY i dag er en selvejende institution med en bestyrelse, som udpeger teaterlederen. Herefter ansætter lederen dét administrative og kunstneriske personale det kræves til at realisere det valgte repertoire. 

Vi producerer hvert år to nye forestillinger, som efter premieren og en lokal spilleperiode præsenteres på Aprilfestivalen – Danmarks årlige festival for børne- og ungdomsteater (den største af sin slags i verden!) Herefter sælges forestillingerne til turné i hele landet i den følgende sæson.

BESTYRELSEN:

Teatrets bestyrelse består af 5 medlemmer og en unge-repræsentant fra Holbæk Drama College:

Per Lind (formand) – 1 medlem med tilknytning til erhvervslivet i Holbæk, udpeget af Teatret i samråd med Holbæk Erhvervsforum

Bennyé Austring – med særlig indsigt i det børnekulturelle område udpeget af Teatret.

Susanne Utoft – udpeget af Holbæk Byråd blandt Kultur-og Fridtidsudvalget medlemmer.

Persille Schwarz – med tilknytning til skole-og børneområdet udpeget af den afgående bestyrelsesmedlemmer.

Maria Lilholt-Grøne – medarbejderrepræsentant.

Line Erichsen – Holbæk Drama College og unge-repræsentant.

FASTE MEDARBEJDERE

Robert Parr – teaterleder 

Jakob Ebbe – scenemester 

Betina Forchhammer – regnskab og administration 

Maria Lilholt-Grøne – PR og kommunikation 

Leiv Arne Kjøllmoen – husinstruktør og kunstnerisk sparringpartner med teaterlederen 

Kaya Elise Petersen – digital markedsføringskoordinator

Oscar Sass – tekniker-elev

Det kunstneriske personale til alle forestillinger og projekter er freelancere.