Teatret FAIR PLAY er et egnsteater som er specialiseret i scenekunst for børn og unge.
Dermed er det alfa og omega for vores kunstneriske udvikling, at teatret har en løbende og konstant kontakt med netop børn og unge; at vi har en forståelse for de ting, som optager dem, det som plager dem, og det som de undrer sig over. Når vi har dén indsigt, kan vi skabe de mest optimale kunstneriske rammer, der giver mening for de specifikke aldersgrupper forestillingerne bliver lavet til. Det giver scenekunsten relevans, aktualitet og en vedkommende ”cutting edge”.
Vores forestillinger er formidlet af voksne, men publikummet er børn og unge. Og et ungt publikum, med den udvikling de gennemgår, og med det stigende pres som opstår i kampen for at realisere sig selv som en selvstændig voksen med egne valg, er måske den mest kritiske af alle aldersgrupperne.
Derfor går Teatret FAIR PLAY ind for et aktivt og tæt samarbejde med vores unge publikum, især igennem Holbæk Drama College, som er en del af et stort talentudviklingsprojekt, som Holbæk Kommune er i gang med.
– At lære af de unge –
Teatret FAIR PLAY ønsker muligheden for at arbejde tættere sammen med de unge, og især de unge fra Holbæk Drama College.
Vi vil gerne udvikle en tættere forståelse for, hvad der optager de unge og hvordan de ser, tænker og udvælger i form og indhold.
Vi vil gerne være i konstant dialog og ”bevægelse” sammen med dem, og derfor inviterer vi de unge ind for at lære af dem.
Vi vil gerne komme tættere ind på de unges umiddelbare kompetencer og lære af det potentiale de i forvejen bærer med sig. Ikke bare som et kommende publikum, men som vigtige medspillere i teatrets kvalitative udvikling.