Om
fORLAGET
TEATER BLIVER TIL FORLAG
Teater FAIR PLAY går nye veje og udgiver DEN FØRSTE DRÅBE BLOD, som startskud på en serie bogudgivelser af teatrets uropførte tekster.
Første bog på gaden bliver Robert Reinholds stykke;
DEN FØRSTE DRÅBE BLOD. En ungdomsforestilling baseret på sagen om Kundby-Pigen, der sidste efterår spillede for fulde huse og nu er på vej på turné.
Bogudgivelsen er den første i en række af udgivelser af nye børne- og ungdomsdramatiske tekster uropført på Teatret FAIR PLAY.
DEN FØRSTE DRÅBE BLOD er en af de mest kontroversielle og omdiskuterede danske skuespil indenfor de seneste år. Forestillingen er fiktion, men baseret på virkelige hændelser; sagen om Kundby-Pigen. Teksten skildrer på fineste vis det negative potentiale i relationer, der ekskluderer frem for at integrere i fællesskaber.
Hvordan går det til at en helt almindelig dansk pige bliver dømt og fængslet som terrorist? Hvad får hende til at bekende sig til sharia og jihad? Og findes der overhovedet et svar på disse spørgsmål?
DEN FØRSTE DRÅBE BLOD er historien om en ensom 15-årig pige, der i sin søgen efter en almindelig til-værelse med kærlighed og tryghed, udvikler sig til en viljefast teenager, der ikke vil nøjes med at være ”ingen”.
Forestillingens aktualitet og kvalitet medførte at CPHCulture i 2019 nominerede Charlotte Amalie Kehlet til ”Årets gennembrud” og Robert Reinhold til ”Årets dramatiker”.
Kunstnerisk leder Robert Parr udtaler:
“Teater FAIR PLAYs publikum befinder sig i hele Danmark. Vores forestillinger har, om end de kan udspringe af en lokal historie, en relevans for børn og unge i hele landet, uanset postnummer.
At vi som teater udgiver vores dramatik i bogformat, er derfor et logisk initiativ af såvel almen, som kunstnerisk interesse.
Siden Forlaget Dramas konkurs i 2017 har ny dansk dramatik, især dansk børne- og ungdomsteaterdramatik, lidt af manglende udgivelsesmuligheder. Udgivelseskvaliteten er til stede, det læsende publikum lige så, men formatet; ny dansk børne- og ungdomsdramatik, er nærmest fraværende.
Derfor vil Teatret FAIR PLAY gerne betræde denne udgivelsessti. Vi har historierne, vi har forestillingerne, vi har publikummet. Nu, med dette forlags initiativ, har det læsende publikum også teksterne.”
Anmelderrost teaterstykke DEN FØRSTE DRÅBE BLOD:
”Dilemmaerne står i kø, men svarene får vi ikke i forestillingen, og det er dens og fiktionens store styrke.”
– Randi K. Pedersen, Teateravisen
”Det er kun rimeligt, at fiktionen går i lag med virkelighedens aktuelle betændte områder.”
– Lone Nikolajsen, Information
”Forestillingens eksistensberettigelse er at bibringe os større forståelse for fænomenet Kundby-pigen”
– Monna Dithmer, Politikken
”De lykkes med en forestilling, som forklarer det, som er muligt at forklare. Og som lader det ubegribelige forblive ubegribeligt.”
– Agner Ahm, Nordvest Nyt
DEN FØRSTE DRÅBE BLOD. En ungdomsforestilling baseret på sagen om Kundby-Pigen.
Af Robert Reinhold
1. udgave 2020
Hft. bog og E-bog
ISBN: 9788797249505
Antal sider; 74
Udgiver: Teatret FAIR PLAY
Udgivelsesdato: 21.09.2020
Bogen kan købes i alle landets boghandlere, samt via www.fairplay.dk
Pris hft. Udgave kr. 125,- inkl. moms
Pris e-bog kr. 100,- inkl. Moms