Teatret Fair Play


Et ord er et ord


Foto: David Trood


Se trailer fra forestillingen her

Torsdag d. 16. november 2017 kl. 16.30 på Kundby Friskole
Alder: For alle fra 4 år og op
Varighed: 40 min.

Står du og mangler et ord, så kom og køb lige præcis det ord, du har brug for! Butikken er åben og har masser af ord på lager.
Gode ord. Rare ord. Legeord. Frække ord. Korte ord. Billige ord. Vrede ord, som ligger i vredekassen, og som ikke må lukkes ud. Ord som rimer. Ord som kan sættes sammen og pilles fra hinanden. Dyre ord, som koster mange penge.
Og det dyreste ord er så dyrt, at ingen har råd til at købe det. Det dyreste ord er så dyrt, at man kun kan forære det væk.
En humoristisk, tankevækkende og filosofisk forestilling om ord og ordenes kraft.

Medvirkende: Henriette Rosenbeck og Henrik Steen Larsen
Manuskript: Michael Ramløse
Instruktion: Robert Parr
Scenografi: Tanja Bovin
Teknik og værksted: Jakob Ebbe

Normalpris: 125 kr.
Teaterrabat (min. 3 forestillinger): 65 kr.
Studerende (over 25 år): 75 kr.
Unge (under 25 år): 55 kr.
Gruppe (min. 10 voksne): 85 kr.
Gruppe (min. 6 unge under 25 år): 40 kr.
Køb billet her

Forestillingen kan turnére i hele landet - læs mere her

Køb billet her


Ordenes musik


Historien om ord, og hvad de betyder for os og kan bruges til, er ikke ny. Men den er stadig bragende god og velfortalt, og i sig selv et bevis på, hvor vidt og bredt man kan nå et publikum, når ord formes som stærke, velfungerende replikker.
I en fremragende genopsætning er forestillingen også stærkt visuelt underholdende. Kasser i forskellige former og med flotte farver og mønstre stabler sig op alle vegne. Nogle er kæmpestore og andre bittesmå og skrøbelige, og de er alle sammen proppet med ord pænt og ordentligt i hver deres kategori. Ikke noget med at blande søde og sjove og grimme ord i en pærevælling, for det vil kunderne ikke bryde sig om. Det er vigtigt, for ordene er til salg.


Man får et skønt chok, når det vælter ud med larmende aggressive ord fra vredekassen med de sorte drager, så snart låget lettes lidt. Den kan ingen af børnene lide, og den bliver hurtigt skubbet til side. Til gengæld er det klart kassen med frække ord, der vækker størst jubel hos publikum. Men der er nok af vidunderlige, sjove, svære og spændende ord at tage af, og inspirationen er åbenlys. Hvis jeg var et barn, ville jeg styrte hjem og lege ordbutik.
Randi K. Pedersen, Teateravisen.dk



Godt ord igen

Fint børneteater på sprogrejse hos Teatret Fair Play


En pige og en dreng har en masse tomme kasser, æsker og kurve og en dag så udstrakt som kun en barndomsdag kan være.
De har ikke noget at putte i hverken kasser eller dagen. Ikke før de finder på at åbne en butik, hvor man kan købe ord.
Ord, som man går og mangler. Eller måske ikke ved, at man mangler, fordi ordene er forsvundet eller er så kostbare, at de ikke kan købes for penge.
Som f.eks. venskab. Der er også en kasse med grimme ord og bandeord, og låget har det med at åbne sig, når legen bliver skæv og dum, indtil man har fundet på et godt ord igen.
Bande-kassen er det uforudsigelige og mest dramatiske element i Michael Ramløses nye stykke, »Et ord er et ord«, som Teatret Fair Play turnerer med: En opdagelsesrejse i sprogets kasser og i legens anatomi og psykologi.
Der stås på hovedet i sproget som en mekaniker, der skiller en bilmotor ad og kaster rundt med løsdele. Umiddelbart kan stykket virke mere pædagogisk end dramatisk og cirka midtvejs have svært ved at fastholde børnene på bænkene, fordi humoren er mere underfundig end larmende og kræver mere end rolle- og situationsspil af de to medvirkende, Lotte Fårup og Henrik Steen Larsen.
Til gengæld har stykket vist sig sjældent langtidsholdbart - hjemme hos os er skuffer og skabe begyndt at tale. De åbner og lukker sig ustandselig og er bestemt ikke eftersnakkere, men snart kommentatorer snart fortropper på sprogrejsen mod erkendelse. Lige som stykket, der åbner værktøjskasser med ord, der vil lege, ord, der kan skræmme, ord, der kan rime - og ord, der kan være svære at sige som: Tak!



»Et ord er et ord«.

Manuskript: Michael Ramløse.
Iscenesættelse: Søren Skjold.
Scenografi: Sigrid Benike.
Børneteater for tre- til seks-årige. Teatret Fair Play i Holbæk, vises som turnéforestilling til 21. april.
Lotte Bichel, Berlingske Tidende



En hane med vand eller kykkeliky?

Anmeldelse.
I denne uge går børnene ind og ud af Valsbølhus. Hele ti forestillinger fyrer teatret Fair Play af. "Et ord er et ord" er et humoristisk stykke - og samtidig lidt sprogindlæring.

VALSBØL.
"Et ord er et ord" plejer man at sige, når der er et løfte, man agter at stå ved.
I Fair Plays børneteater er ord noget, der er til salg, og som kan hives frem fra kasser. Der er frække ord, korte ord, billige ord, lege ord og ord, der rimer. En dreng og en pige (spillet af Henrik Steen Larsen og Lykke Scheuer) ved ikke rigtig, hvad de skal lave og kommer på ideen at åbne en butik - kommer du pludselig til at mindes din barndom? Drengen og pigen skal være rige, tjene milliarder, trilliarder og fissilioner.
Det går fint lige indtil punktet, hvor de ikke rigtig ved, hvad de skal sælge. Den anden krise indtræffer, da der ikke kommer kunder i butikken. Men det findes der råd for. Man kan jo blot sælge ord til dem, der lige står og mangler et ord, som de ikke kan komme på. Og kommer der ikke kunder, må de to poder jo sælge til hinanden.
En lille fin forestilling til målgruppen mellem tre og syv år.

Ti gange i ValsbøI
I denne uge er teatret Fair Play fra Holbæk på besøg i Valsbølhus lidt vest for Flensborg. Ti forestillinger er på programmet for danske børnehaver fra Sydslesvig, og når det gælder sprogindlæring, er stykket særdeles velvalgt.
De to medvirkende jonglerer med danske ord, der begynder med a, der er de samme men som har forskellige betydninger, og ord som lige pludselig vrimler op af den frække kasse: Skiderik, hundelort, tissemand og kraftidiot. På restudsalg og på lager. En mand køber en hane, men får den forkerte vare, for der kommer kykkeliky ud af den i stedet for vand. Her kan vi alle være med.
Skuespillet er professionelt. Forestillingen fyldt med humor. Ordene giver stof til eftertanke, og lidt lommefilosofi på den positive måde er der også. Og som voksen sidder man og tænker på, hvor det hele mon lander henne?

Det dyreste ord
Jo, såmænd ved det dyreste ord, som er så dyrt, at det ikke er til salg. Man kan kun forære det væk, men ikke til enhver. Alligevel kan man ikke lade være med at sidde og spekulere over, hvor meget der ryger ind i hovedet på de små. Det får vi nok aldrig svar på, før der er opfundet en eller anden maskine, der kan måle det
Det må være pokkers svært at spille teater for børn - nogle gange sikkert sværere end at spille teater for voksne.

Teatret Fair Play: Et ord er et ord.
Instruktion: Søren Skjold.
Spilles ti gange i Valsbølhus i denne uge.
Arrangør: Sydslesvigsk Forening.
Flensborg Avis