Teatret Fair Play



Lyde i natten


Kom med på en drømmerejse til det fantastiske nat-køkken, hvor de lystige nat-bagere bager, så melet flyver om ørerne på dem. Drengen Hans bliver vækket af lydene i natten, og det bliver starten på en rejse til ”Landet, hvor dejen hæver – med de bundløse mælkesøer og de tusind og elleve ægs ø”.
Om morgenen vågner Hans igen i sin seng. Denne gang til duften af nybagt brød…
Forestillingen LYDE I NATTEN er inspireret af Maurice Sendaks børnebog ”In the Night Kitchen”. Maurice Sendak er i Danmark bedst kendt for historien om ”Villy Vilddyr” (på engelsk ”Where the Wild Things Are”).

Se trailer fra forestillingen

Se plakat fra forestillingen

Medvirkende: Marie Vestergård Jacobsen, Jesper Pedersen og Henrik Steen Larsen
Manuskript og musik: Robert Parr og Michael Ramløse
Instruktion: Robert Parr
Scenografi: Tanja Bovin og Anne-lis Skipper
Kostumer og dukke: Anne-lis Skipper
Teknik og værksted: Rune Rytter Claësson, Lucas de Azevedo og Jakob Ebbe


Aldersgruppe: 3-7 år
Varighed: 35 min.
Opstillingstid: 2 timer
Lokalekrav inkl. publikum.: B: 6m. D: 10m. H: 3m.
Mørklægning: Som i en biograf
Medhjælpere: 2
Tekniske krav: 220V
Der skal være adgang til en brusekabine el. lign. efter forestillingen
Ingen trapper!

Se turnéplanen her

Turnéperiode: 9.-27. oktober 2015
Pris ekskl. moms: 7.000 kr. v. max. 60 tilsk. / 8.400 kr. v. max. 80 tilsk.


Fotos: David Trood

Underfulde sæbebobler

Sammen med de tre natbagere drager børnene gennem den hvide tunnel til landet med de tusind og elleve ægs ø, hvor dejen hæver henover de bundløse mælkesøer, og hvor stolene er lavet af gullig dej.
» Lyde i Natten « har Teatret Fair Play kaldt sin forestilling for de 3-7 årige. En forunderlig historie, spækket med ikke bare fantasifulde lyde af boblen og raslen og syden, men med guf til alle børnesanser og sund mad til de små rollingers fantasi.
Dukken Hans kan ikke sove for de mystiske lyde, Så han står op af sin seng og lige over i armene på Huxi, der har taget turen fra Eventyrlunden sammen med en masse af sine venner og nu bærer Hans gennem et sandt drømmeunivers.

Her venter de tre natbagere i køkkenet, hvor den ikke får for lidt med slag i bolledejen og melet flyvende i en støvsky, fulgt af de tre bageres glade sang » Så ælter vi en dej -en rigtig dejlig dej « . Gennem køleskabet går det ind til de et tusind og elleve ægs ø, hvor tryllerier og fortællingen om dragen Smaugling, får en af natbagerne til at sige, at » nu skal vi videre gennem nattunnellen, og vi er lidt bange « . Men det behøver de slet ikke være, for » Vi er jo lige her « , som en lille pige trøster.
For de små pus er helt væk i den forunderlige verden, som fører gennem tunneller fyldt med stjerner og som munder ud i sælsomt lys og ægge-ø fyldt med sæbebobler.

Og hvor man helt naturligt kan gå gennem et skab og komme ud, hvor sælsomme lyde banker og rasler løs. Og videre til landet, hvor dejens hemmelighed får bolledejen til at hæve og flyde ud over alle kanter.

Et eventyrligt univers. Og hvor er det bare dejligt at være barn og få serveret så megen magi -og duftende nybagt brød at gå hjem på.

Marianne Povelsen, Nordvestnyt