|
Teatret Fair Play ser det som sin
fornemmeste opgave at producere teaterforestillinger for
børn og unge – af høj kunstnerisk kvalitet.
Derudover har vi som en del af vores lokale engagement,
nogle helt særlige praktikforløb for unge mennesker, der
gerne vil prøve kræfter med skuespilfaget. I uge 40 (oktober
2011) og uge 5 (januar/februar 2012) byder Teatret Fair Play
på en helt unik skuespillerpraktik.
Kom og prøv kræfter med din indre skuespiller –
professionel skuespillerpraktik
Har du talent og evner til at blive skuespiller? Eller har
du bare lyst til at se, hvad arbejdet indebærer? Så er
Teatret Fair Plays unikke praktik-tilbud sikkert noget for
dig.
Kom og få en smagsprøve på, hvad det vil sige at være
professionel skuespiller. Oplev en skuespillers arbejde
indefra, og se, hvad der ligger bag den færdige
sceneoptræden.
Som skuespiller er dit vigtigste værktøj/instrument dig
selv! Din krop, din sjæl og dine følelser…
I løbet af praktikken vil du derfor komme til at arbejde med
dit kropssprog, din vejrtrækning, din stemme og din fysik
samt med relationerne til dine medpraktikanter.
Du vil komme til at arbejde med både improvisation og
tekster, herunder monologer, og du vil blive trænet i mødet
med publikum, idet forløbet afsluttes med en visning for
forældre, lærere m.fl.
Skuespillerpraktikken er et intensivt forløb, der varetages
af to professionelle teaterfolk: Robert Parr, der er
kunstnerisk leder på Teatret Fair Play samt skuespiller,
instruktør og dramatiker samt en anden teatermand/-kvinde.
Praktikforløbet strækker sig fra mandag til fredag med
mødetid kl. 10-16 mandag til torsdag og fredag kl. 10-15.
Der er plads til 12 elever pr. uge fra 9. klasse og op.
Hvis du er interesseret, skal du sende en motiveret
ansøgning til Robert Parr på
rob@fairplay.dk .
Ansøgningsfristen er henholdsvis fredag d. 9. september og
fredag d. 6. januar.
|