De lyver, de børn!

Ja, det gør de. For deres fantasi er endnu ikke stækket af virkeligheden. Og takket være deres løgnehistorier har Fair Play skabt en forunderlig forestilling, hvor yndlingseventyr og skrækforestillinger muntert blandes. Langt, men voldsomt sjovt.

’Hvad sker der inde i hovedet på dig?’ lyder en replik i Fair Plays fabulerende forestilling. For der er tydeligvis sket ret så mange ting inde i hovederne på de 332 børn på 7-11 år, som Fair Play har lavet workshops med forud for denne forestilling. Eksperimentet er gået ud på at finde frem til figurer og spændingsmønstre og skrækfigurer i ungernes egne fantasihistorier – lige så vilde og drømmeagtigt grænseløse, de end måtte være.

Det har ført til forestillingen ’Inde i mit hoved’, som er lige så skør og gakket, som den er lige i øjet. Hovedpersonen er en dreng, som i virkeligheden er en hund – jo, en hund! Lucky Dog hedder han.

Eller også er hovedpersonerne de tre detektiver, som forsøger at fange ham. Den krimiagtige følelse breder sig i hvert fald rundt i tilskuerrummet, hvor ungerne snart hujer med, når Lucky Dog vitterlig løber væk for at prøve lykken. For det er ikke let at være hund i hans verden.

’Om natten kom der en lastbil, der hentede alle hunde i hele byen,’ som det hedder. Udstødelsen og følelsen af uønskethed skaber en tydelig parallel til udlændingedebatten i Danmark, også bare til de stumper, som skoleungerne opsnapper. De kan i hvert fald godt mærke kulden i replikken: ’Du er fremmed – ved du ikke det?’

Flot, Harry Potter

Forestillingens force er dens mundrethed. Fortællingen ligger simpelthen godt i munden på de tre performere, der fyrer pointer af i supertempo. Væk med alt det rationelle mellemlogistik og direkte på handlingens højdepunkter. Her er det glæden over livets besynderligheder, der er drivkraften – ubekymret og samtidig nådesløst grusomt.

Desuden vrimler det med metakommentarer spillerne imellem. Så da den ene begejstret råber: ’Jeg tror, du fandt døren!’, så svarer den anden bare køligt: ’Det er flot, Harry Potter. Men det er ligesom ikke den historie...’ Og så videre. Forestillingen er lang, historiens tangenter bliver flittigt brugt, og slutningen lader vente på sig. Men alt er voldsomt sjovt.

Jesper Pedersens uimodståelige Lucky Dog skal i hvert fald igennem frygtelig meget grumt igennem – i nærmest alle aspekter af trafficking– før han kan leve luckytil sine dages ende. Jesper Pedersen rammer præcist barnets nysgerrighed, men også barnets uhyggelige accept af selv de mest grufulde overgreb: Hvis det er sådan, så er det vel sådan...

Af med næsen!

Over for ham er Ole Boisen (hvis rolle blev overtaget af Henrik Steen Larsen og nu er givet videre til Robert Reinhold..., red.) en munter dovenlars – et fugleskræmsel, der hellere bare vil hænge ud og nyde livet under sin stråhat, der stritter til alle sider. Ole Boisens timing er i top med en slapstick-komik, der ruller som en snebold og flår alles latter til sig. Og så har han en beroligende hygge over sig, midt i det drabelige eventyr, som gør forestillingen til at holde ud, selv for ængsteligste 8-årige.

Kvinden i to mænds liv er Christiane Bjørg Nielsen. Hun er lige så stram en politikommissær, som hun er en vidunderlig, blødhjertet heltinde. Og så synger hun bare for sejt, mens hun styrer musikken i det charmerende hunderøvsorkester af keyboard, bas og sav, omtrent udsat for to akkorder...

Faktisk spiller hun en pige, hvis forældre blev så fattige, dengang kartoffelhøsten slog fejl, at hun er blevet sendt ud at tjene som 9-årig. Men hendes herskab burede hende inde, og en dag skar de hendes næse af! Så derfor må hun for altid leve i skjul.

Jomfru i nød

Her går Lucky Dog selvfølgelig i action. Nu ved han, hvad eventyret går ud på: ’Du er jo en jomfru i nød – eller sådan noget,’ som han siger. Og så gælder det bare om at befri den næseløse. Eller som det kommenterende lyder fra sidelinjen: ’Hvad er det for en eventyr, hvor prinsessen bliver reddet af en hund?’ Man kan vel sin H.C. Andersen.

Og selv om der ikke er øjne så store som tekopper, så er der hundeører så lange, at man skulle tro, det var løgn – og netop derfor virker de helt rigtige. For Tanja Bovin har leget med kostumerne, så de på hendes finurlige facon får forstørret og frovrænget historierne gennem de særeste detaljer. Hun leger fantasyubesværet med magtkåber og næseslør, så figurerne virker helt naturlige, når de flytter sig fra sted til sted i scenografiens projektioner.

Tanja Bovins rekvisitter oser af humor. Detektivernes mikrofoner er således udskiftet med lommelygter, når de styrter op mellem tilskuerne og interviewer dem som potentielle vidner, der kunne have set noget mistænkeligt. Ungerne vil selvfølgelig beskytte deres illegale hundehelt og deres retsløse slavinde, så de benægter alt. Så derfor må detektiverne skeptisk vende om uden fangst. ’De lyver, de børn!’ siger de ærgerligt.

Ja, heldigvis.

'

Anne Middelboe Christensen, borneteateravisen.dk
 

Hjertet kender nemlig ingen forskel.

Teatret Fair Play havde tirsdag premiere på en rørende musikalsk forestilling der bygger på 332 børns historier.

Det ville ligne Teatret Fair Play dårligt, hvis ikke de fik sneget en samfundsrelevant historie ind i deres ellers eventyrlige univers. Således også med forestillingen »Inde i mit hoved«, der havde premiere tirsdag aften.

Ud fra 332 skolebørns historier, tanker, følelser, har teatrets kunstneriske leder, Robert Parr frembragt et manuskript om den snu og kække LuckyDog, der på sin flugt fra politi og krig møder Fugleskræmslet og den Næseløse Køkkenpige.

Der lægges godt ud allerede i foyeren, hvor de tre skuespillere, Jesper Pedersen, Ole Boisen og Christiane Bjørg Nielsen, som politi-detektiver kommuniker godt med publikum og leder dem ind i et univers af fantasi, der gradvis glider over i en jagt efter LuckyDog. Ham anser de for en farlig forbryder,men han er bare er en optimistisk hund, der elsker historier og ankom med Rocky Hill togbanen for at lede efter sin tip-tip-oldefars slot.

Mens tågen langsomt siver ind og lægger et uhyggeligt skær over Landet bag Bjerget, hvor de høje kaktusser gror, møder LuckyDog både Fugleskræmslet, den forvandlede heks, dronning Gunløg og kongen Igor Slaskevom, der nu bor i slottet med et hundehoved på våbenskjoldet.

Heksedronningen og Slaskevom forsøger at lægge hindringer i vejen for den kække hund, mens de synger og spiller om godt og ondt og udvikler de mest fantastiske løgnehistorier. Men LuckyDogs optimisme og Fugleskræmslets realitetssans får dog et alvorligt knæk, da de møder Køkkenpigen, der har fået næsen skåret af, blot fordi hun var en fremmed fugl.

 Tre lommelygter op i fjæset fik de tre skuespillere til at fremstå rigtig uhyggelige og var med at skabe en spøgelsesagtig og skummel atmosfære,mens Tanja Bovins enkle scenografi fungerede super som kulisse for både bjerglandskab, slot og retssal.

- Det vigtigste var, hvordan børnene blandede deres egne fantasier med alvor, dumhed, eventyr, film tv og andre ting, de havde set og hørt, har Robert Parr sagt om tilblivelsen af manus.

Forestillingen har en klar pointe i sin fremstilling af retfærdighed og især uretfærdighed, og får listigt sneget en morale ind om, at vi alle er mennesker eller dyr, der har krav på en respektfuld behandling. Det sker med både humor og slagkraft, og selvom forestillingen har en klar holdning, så forbliver den aldrig i fortvivlelsens mørke, men sender et optimistisk signal af sted. For hjertet kender ingen forskel på mennesker eller dyr.

Marianne Povelsen, Holbæk Venstreblad